Er META et sundt annoncemiljø?

Kommentar bragt i Børsen, 27.11.2025: “Er Meta et sundt annoncemiljø?”

I sidste uge kom det frem, at Meta tjener milliarder på ulovlige annoncer og bevidst undlader at fjerne dem, men i stedet hæver prisen på annoncerne.

Det er ikke første gang, at der afsløres en manglende “oprydning” hos Meta, men hvor tidligere afsløringer har handlet om ulovligt indhold fra brugere (og ikke annoncer), er det nyt, at “ulovlige annoncer” udgør 10 pct. af Metas samlede annoncesalg.

Vi bruger selv, som de fleste danskere, Meta med stor fornøjelse til f.eks. inspiration, dialog, fællesskab. Meta har dygtigt udviklet en succesfuld “marketingplatform”, som i mange år har givet annoncører adgang til de mange danskere på Instagram, Facebook, Whatsapp og Messenger.

Derfor er det vigtigt, at det også er et sundt annoncemiljø.

Danske annoncører efterlades derfor med meget ringe kontrol.

Ingen seriøse annoncører ønsker at støtte eller associeres med ulovligt indhold/annoncer.

Man kan håbe, at Meta fremover vil samarbejde med lovgivere, men det virker ikke sådan, hverken globalt eller i Danmark

Men når man annoncerer på Meta, er det svært i dag at opnå tilstrækkelig sikkerhed for, at ens indhold eller annoncer ikke placeres i en forkert kontekst, eller hvilke andre (ulovlige?) annoncer der kommer før og efter.

Annoncører må – på trods af at man prøver at gøre sit hjemmearbejde så godt som muligt – langt hen ad vejen stole på Meta, men tilliden til, at Meta er et “sundt annoncemiljø”, bliver mindre og mindre, hver gang sådanne afsløringer kommer frem.

Den samme problemstilling gælder også for Tiktok, Google, Snapchat m.fl. De er meget populære hos de danske forbrugere, mens ingen kender mængden af ulovligt og skadeligt indhold, der er på de samme platforme. Selvom lovgiverne er opmærksomme på problemet, har de endnu ikke for alvor sat ind over for platformene. Det efterlader annoncører i en klemme.

Man kan håbe, at Meta fremover vil samarbejde med lovgivere, men det virker ikke sådan, hverken globalt eller i Danmark.

Skadelig markedsføring

Tilfældet ville, at der i samme uge samledes tre nævn inden for markedsføring af alkohol, tobak og usunde fødevarer, som arbejder for at sikre effektiv beskyttelse af børn og unge imod skadelig markedsføring, bl.a. på Meta.

Annoncørforeningen deltog også og havde fået til opgave at invitere Meta, Tiktok, Snapchat og Google til mødet.

På trods af tre måneders varsel var det kun Google, der kunne finde tid til at møde op og forklare, hvordan de beskytter børn på deres platforme. Det er ikke dialogfremmende og er en del af nutidens geopolitik med Trump, der støtter Metas modvilje til at leve op til EU-lovgivningen og rydde op.

Det er desværre det vilde vesten og usikkert at markedsføre sig på sociale medier, og annoncører bør, sideløbende med en opfordring til Meta om at udvikle et sundt annoncemiljø, løbende teste forskellige medier og benytte de sikkerhedsindstillinger, der tilbydes.

Martin Dalsgaard-Andersen, bestyrelsesmedlem

Thomas Kragh, direktør, Dansk Annoncørforening 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *